Hos lpmathiasen bruger vi cookies til at forbedre din browsingoplevelse, analysere websteds trafik og forstå, hvor vores besøgende kommer fra. Vores cookies er nødvendige for at sikre, at du får den bedste oplevelse på vores websted.
Mit navn er Lars Mathiasen. Jeg er født i 1965, så jeg hører til den ældre generation. Min oprindelige uddannelse var som elektriker, og jeg har altid haft en dyb interesse for robotter og automation. Jeg har haft en bred og varieret karriere, hvor jeg har fungeret som programmør, projektleder indenfor automatik og chef for audiovisuelle projekter, mest markant i en større koncern hvor vi fremstillede mejerier.
Desværre blev jeg ramt af stress, som mange andre i krævende erhverv. Jeg overlevede, men ikke uden konsekvenser. Mange af mine venner og kolleger har ikke været så heldige i løbet af det seneste årti. Efter min stressperiode i 2019, stod det klart for mig, at jeg ikke kunne vende tilbage til en ledende stilling eller fortsætte en strålende, fremadskuende international karriere.
Spørgsmålet om, hvorvidt jeg nogensinde ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, blev hængende i luften. Men jeg fandt en vej. I dag driver jeg min egen lille virksomhed, lpmathiasen, hvor jeg arbejder med det, jeg elsker: droner.
Nu bruger jeg min energi på det positive. Jeg påtager mig kun de opgaver, jeg ved, jeg kan håndtere, og det har været en vellykket vej for mig. Trods mine tidligere bekymringer, ser jeg nu mig selv som en fungerende del af arbejdsmarkedet igen. Det er måske en mindre rolle end tidligere, men den er vigtig. Jeg hjælper, jeg bidrager positivt, og det bringer glæde til både mine kunder og mig selv. Jeg kunne ikke ønske mere.
At få stress er som at falde ned i et sort hul. Der er ingen let vej op, og man er nødt til at finde en ny måde at klatre på. Men det tvang mig til at indse, at jeg havde behov for en forandring. Min daglige virkelighed blev pludselig en anden. Jeg var nødt til at lære, hvordan jeg kunne leve med de nye begrænsninger, der var blevet sat for mig. Jeg kunne ikke længere tage en telefon op, medmindre det var et planlagt møde. Store grupper af mennesker, som i et indkøbscenter eller større møder, blev en udfordring. Men jeg nægter at lade mig knække af det.
Jeg er kommet til en accept af, at min tidligere tilværelse er ændret, og at jeg er nødt til at leve med de konsekvenser, det har for mig. Men det har også lært mig at sætte pris på de små ting i livet, de stille stunder, hvor jeg kan fordybe mig i mit arbejde med dronerne, og den glæde jeg får ved at hjælpe og bidrage positivt.
Min virkelighed er måske ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Det har tvunget mig til at genoverveje, hvad der virkelig betyder noget for mig. Jeg har fundet en ny vej, en hvor jeg kan bruge min energi på det, jeg kan og elsker. Det er en daglig kamp, men det er en kamp, jeg er villig til at kæmpe. Jeg er blevet bedre til at sætte grænser for mig selv og har lært at værdsætte de små sejre, som jeg opnår.
Så selvom jeg har været tvunget til at konfrontere og acceptere en ny virkelighed, nægter jeg at lade den knægte mig. Jeg bruger min energi på det jeg kan, og ser på det positive. Jeg har fundet en balance, der fungerer for mig, og det har givet mig en ny tilfredshed i mit arbejde og i mit liv.